Hvem giftede sig med Julia the Elder?

Julia the Elder (30 October 39 BC – AD 14), known to her contemporaries as Julia Caesaris filia or Julia Augusti filia (Classical Latin: IVLIA•CAESARIS•FILIA or IVLIA•AVGVSTI•FILIA), was the daughter and only surviving biological child of Augustus, the first Roman emperor, and his second wife, Scribonia. Julia was also stepsister and second wife of the Emperor Tiberius; maternal grandmother of the Emperor Caligula and the Empress Agrippina the Younger; grandmother-in-law of the Emperor Claudius; and maternal great-grandmother of the Emperor Nero. Her epithet "the Elder" distinguishes her from her daughter, Julia the Younger.

Marcus Claudius Marcellus (42–23 BC) was the eldest son of Gaius Claudius Marcellus and Octavia the Younger, sister of Augustus (then known as Octavian). He was Augustus' nephew and closest male relative, and began to enjoy an accelerated political career as a result. He was educated with his cousin Tiberius and traveled with him to Hispania where they served under Augustus in the Cantabrian Wars. In 25 BC he returned to Rome where he married his cousin Julia, who was the emperor's daughter. Marcellus and Augustus' general Marcus Vipsanius Agrippa were the two popular choices as heir to the empire. According to Suetonius, this put Agrippa at odds with Marcellus, and is the reason why Agrippa traveled away from Rome to Mytilene in 23 BC.

That year, an illness was spreading in Rome which afflicted both Augustus and Marcellus. Augustus caught it earlier in the year, while Marcellus caught it later, after the emperor had already recovered. The illness proved fatal and killed Marcellus at Baiae, in Campania, Italy. He would be the first member of the imperial family whose ashes were placed in the Mausoleum of Augustus. Despite dying at a young age, Marcellus' position led to his celebration by Sextus Propertius, as well as by Virgil in the Aeneid.

For alternative betydninger, se Agrippa.

Marcus Vipsanius Agrippa ( ca. 63 f.Kr. – 12 f.Kr.) var en romersk general og statsmand, der var en nær ven, svigersøn og løjtnant til den romerske kejser Augustus. Agrippa er kendt for sine vigtige militære sejre, særligt i forbindelse med Slaget ved Actium i 31 f.Kr. mod de samlede styrker fra Marcus Antonius og Cleopatra. Han var samtidig også ansvarlig for opførelsen af nogle af de mest bemærkelsesværdige bygninger i hans æra, herunder det oprindelige Pantheon.

Han var født ind i en plebejisk familie i ca. 63 f.Kr. Han mødte den fremtidige kejser Augustus – dengang kendt som Octavian – i Apollonia, i Illyrien. Efter mordet på Octavians grandonkel Julius Cæsar i 44 f.Kr. vendte Octavian tilbage til Italien. Omkring denne tid blev Agrippa valgt til plebejertribun. Han tjente som militærkommandør og kæmpede sammen med Octavian og Cæsars tidligere general og højre hånd Marcus Antonius i forbindelse med Slaget ved Filippi. I 40 f.Kr. var han praetor og spillede en stor rolle i den Perusinske krig mod Lucius Antonius og Fulvia (henholdsvis bror og hustru til Marcus Antonius). I 39 eller 38 f.Kr. blev Agrippa udnævnt til guvernør over Gallia Transalpina. I 38 f.Kr. nedkæmpede han et oprør af aquitanerne og bekæmpede de germanske stammer. Han var konsul i 37 f.Kr. – i en alder langt under den sædvanlige minimumsalder på 43 år – hvor han overså forberedelserne til krigen mod Sextus Pompejus, som havde afskåret kornforsendelser til Rom.

Agrippa besejrede Pompejus i slagene ved Mylae og Naulochus i 36 f.Kr. I 33 f.Kr. tjente han som curule ædil. Agrippa ledede Octavians sejrrige flåde i forbindelse med Slaget ved Actium i 31 f.Kr. Nogle få år efter sejren ved Actium blev Octavian kejser og tog titlen Princeps, mens Agrippa forblev hans nære ven og løjtnant. Agrippa hjalp Augustus med at gøre Rom til "en by af marmor". Agrippa renoverede akvædukter for at give romerske borgere fra alle sociale klasser adgang til offentlige tjenester af højeste kvalitet og var ansvarlig for oprettelsen af mange bade, søjlegange og haver. Han blev også tildelt beføjelser, der næsten var lige så store som Augustus'. Han havde vetoret over Senatets handlinger og beføjelsen til at fremlægge love til godkendelse af folket. Han døde i 12 f.Kr. i en alder af 50-51 år. Augustus ærede hans minde med en storslået begravelse og tilbragte over en måned i sorg. Hans rester blev placeret i Augustus' eget mausoleum.

Agrippa var også kendt som forfatter, særligt omhandlende geografi. Under hans tilsyn blev Julius Cæsars plan om at få foretaget en fuldstændig opmåling af imperiet gennemført. Fra de tilgængelige materialer konstruerede han et cirkulært kort, som blev indgraveret på marmor af Augustus og efterfølgende placeret i søjlegangen bygget af hans søster Vipsania Polla. Agrippa var også ægtemand til Julia den Ældre (som senere giftede sig med den anden kejser Tiberius), og var morfar til Caligula og oldefar til kejser Nero.

Tiberius Claudius Nero (16. november 42 f.Kr. – 16. marts 37 e.Kr.) var Roms 2. kejser som Tiberius 14 – 37 e.Kr.

Han var søn af den senere kejserinde Livia og adelsmanden Tiberius Claudius. Efter forældrenes skilsmisse blev han kejser Augustus' stedsøn, voksede op som medlem af kejserfamilien, fik tidligt militære og administrative opgaver, udmærkede sig og ledede bl.a. forsvaret mod germanerne. 11 f.Kr. blev han gift med Augustus' datter Julia efter en smertelig skilsmisse, men stod hverken svigerfaderen eller hustruen nær og levede i perioder nærmest i forvisning på grund af strid i sit ægteskab. Først 4 e.Kr. adopteredes han af kejseren og blev hans efterfølger i en moden alder. Han accepteredes trods nogen uro i hæren, der havde foretrukket nevøen Germanicus.

Tiberius' udenrigspolitik var fredelig og en konsekvent videreførelse af Augustus' linje; han opgav erobringsplanerne mod germanerne og holdt de eksisterende grænser. Indenrigspolitisk var han også en dygtig administrator, han opretholdt en fast retspleje, viste økonomisk ansvarlighed og tillod især i de tidlige år en del ytringsfrihed og politisk foretagsomhed. Alligevel fik hans regering et dårligt eftermæle. Blandt andet under indflydelse af intrigante rådgivere udviklede han sig i stadig mere mistroisk og autoritær retning og isolerede sig fra offentligheden. En kompliceret retssag i forbindelse med Germanicus' død år 19 – hvor Tiberius blev beskyldt for at stå bag dødsfaldet – førte til frygt for kupplaner fra nevøens familie, der til sidst udartede til ren forfølgelse af den.

Fra 27 levede kejseren permanent på øen Capri, der især er knyttet til hans navn, dog i stadig kontakt med Rom. Den mægtigste af hans rådgivere, gardechef Sejanus, optrådte som styrets stærke mand og stod formentlig bag Tiberius' søn Drusus’ død og menes at have planlagt kejsermord eller statskup. År 31 afsløredes og styrtedes Sejanus under en blodig udrensning, og Tiberius' sidste år skæmmedes af terrorkurs og forræderianklager. Han døde i Misenum ved Napolibugten. Visse krøniker vil vide, at han blev kvalt på dødslejet. Uvist hvorfor havde han inden gjort Germanicus' søn Caligula til sin efterfølger.

Historikerne har været stærkt uenige om synet på Tiberius. Traditionelt har han været set som en menneskefjendsk, paranoid tyran, endda med pædofile tilbøjeligheder, men kildekritik har forkastet meget af det som overdrivelser og propaganda, og han står i dag som en ganske dygtig og samvittighedsfuld regent, i alt fald i første del af sin regering, men sygeligt mistroisk og menneskesky. Han synes at have været humorforladt og uden folkelig appel, hvad der nok bidrog til hans upopularitet, et ulykkeligt privatliv og et stort alkoholforbrug synes at have forværret disse egenskaber. Ydermere blev hans biografi skrevet af historikere som Tacitus og Sveton, der var kejserfjendtlige. Velleius Paterculus omtaler Tiberius i rosende vendinger. Det skyldes nok, at Velleius Paterculus var soldat under Tiberius. Der er ingen tvivl om, at kejserens styre endte i et brutalt politistatsregime, men som helhed betragtes han nok som den dueligste af Augustus' direkte efterfølgere. Modsat mange senere autoritære herskere synes han hverken at have påberåbt sig fyrste- eller gudestatus.

Under Tiberius' regering fandt Jesu Korsfæstelse sted. Formentligt år 30.