Hvem giftede sig med Ludvig 12. af Frankrig?
Joan of Valois gift Ludvig 12. af Frankrig den . Louis XII of France var 14 år på bryllupsdagen (14 år, 2 måneder og 11 dage). Joan of Valois var 12 år på bryllupsdagen (12 år, 4 måneder og 15 dage). Aldersforskellen var 1 år, 9 måneder og 26 dage.
Ægteskabet varede 22 år, 2 måneder og 29 dage (8125 dage). Ægteskabet sluttede .
Anne of Brittany gift Ludvig 12. af Frankrig den . Louis XII of France var 36 år på bryllupsdagen (36 år, 6 måneder og 2 dage). Anne of Brittany var 21 år på bryllupsdagen (21 år, 11 måneder og 5 dage). Aldersforskellen var 14 år, 6 måneder og 28 dage.
Ægteskabet varede 15 år, 0 måneder og 1 dage (5479 dage). Ægteskabet sluttede .
Mary Tudor gift Ludvig 12. af Frankrig den . Ludvig 12. af Frankrig var 52 år på bryllupsdagen (52 år, 3 måneder og 13 dage). Mary Tudor var 18 år på bryllupsdagen (18 år, 6 måneder og 22 dage). Aldersforskellen var 33 år, 8 måneder og 21 dage.
Ægteskabet varede 0 år, 2 måneder og 23 dage (84 dage). Ægteskabet sluttede . Årsag: ægtefælles død
Ludvig 12. af Frankrig
Ludvig 12. (fransk: Louis XII) (27. juni 1462 – 1. januar 1515) var konge af Frankrig fra 1498 til 1515 og af Napoli fra 1501 til 1504. Han var desuden hertug af Milano 1499–1512. Han blev kaldt "folkets fader", (fr. le Père du Peuple).
Læs mere...
Joan of Valois
Joan of France (French: Jeanne de France, Jeanne de Valois; 23 April 1464 – 4 February 1505), sometimes called Joan the Lame (French: Jeanne la boiteuse), was briefly Queen of France as wife of King Louis XII, in between the death of her brother, King Charles VIII, and the annulment of her marriage. After that, she retired to her domain, where she soon founded the monastic Order of the Annunciation of the Blessed Virgin Mary, where she served as abbess. From this Order later sprang the religious congregation of the Apostolic Sisters of the Annunciation, founded in 1787 to teach the children of the poor. She was canonized on 28 May 1950.
Læs mere...Ludvig 12. af Frankrig

Anne of Brittany
Anne of Brittany (Breton: Anna; 25/26 January 1477 – 9 January 1514) was reigning Duchess of Brittany from 1488 until her death, and Queen of France from 1491 to 1498 and from 1499 to her death. She was the only woman to have been queen consort of France twice. During the Italian Wars, Anne also became Queen of Naples, from 1501 to 1504, and Duchess of Milan, in 1499–1500 and from 1500 to 1512.
Anne was raised in Nantes during a series of conflicts in which the King of France sought to assert his suzerainty over Brittany. Her father, Francis II, Duke of Brittany, was the last male heir of the House of Montfort. Upon his death in 1488, Anne became duchess regnant of Brittany, countess of Nantes, Montfort, and Richmond, and viscountess of Limoges. She was only 11 at that time, but she was already considered a desirable prospect for marriage because of Brittany's strategic position. The next year, she married Maximilian I of Austria by proxy, but Charles VIII of France saw this as a threat since his realm was located between Brittany and Austria. He started a military campaign which eventually forced the duchess to renounce her marriage.
Anne eventually married Charles VIII in 1491. None of their children survived early childhood, and when the king died in 1498, the throne went to his cousin, Louis XII. Following an agreement made to secure the annexation of Brittany, Anne had to marry the new king. Louis XII was deeply in love with his wife and Anne had many opportunities to reassert the independence of her duchy. They had two daughters, although neither could succeed to the French throne due to the Salic law, the elder was proclaimed the heiress of Brittany. Anne managed to have her elder daughter engaged to Charles of Austria, grandchild of Maximilian I, but after Anne's death in 1514, her daughter married her cousin Francis I of France. This marriage later led to the formal union between France and Brittany.
Anne was highly regarded in Brittany as a conscientious ruler who defended the duchy against France. In the Romantic period, she became a figure of Breton patriotism and she was honoured with many memorials and statues. Her artistic legacy is important in the Loire Valley, where she spent most of her life. She was notably responsible, with her husbands, for architectural projects in the châteaux of Blois and Amboise.
Læs mere...Ludvig 12. af Frankrig

Mary Tudor
Mary Rose Tudor (født 18. marts 1496, død 25. juni 1533) var en engelsk prinsesse, der kortvarigt var dronning af Frankrig og senere grundlagde en familie, der skulle gøre krav på den engelske trone. Mary var datter af Henrik 7. af England og Elizabeth af York, og var det yngste barn af deres børn, som overlevede barndommen.
Mary var forlovet med Karl (senere kejser af det tysk-romerske rige), som gennem sin mor var søstersøn til Katharina af Aragonien. Efter diplomatiske forsinkelser og hemmelige forhandlinger mellem Spanien, det tysk-romerske rige og Frankrig ophævede Marys bror Henrik 8. forlovelsen i 1513.
I stedet valgte Henrik kong Ludvig 12. af Frankrig, som var 34 år ældre end Mary Rose og en "svag og gammel mand"; han var dermed ikke tiltalende for en ung og smuk prinsesse. Ludvig var enkemand, uden arving, og Henrik ønskede forbindelsen for sin søster som en garanti for våbenhvile med Frankrig. Brylluppet fandt sted 9. oktober 1514. Ægteskabet varede imidlertid ikke længe, da Ludvig døde 1. januar 1515. Mary var sandsynligvis allerede ved giftermålet med Ludvig forelsket i Charles Brandon, 1. hertug af Suffolk. Han var ikke kongelig, og titlen var tildelt hans far på grund af hans loyalitet og bedrifter i slaget ved Bosworth. Mary havde indgået en aftale med sin bror Henrik om, at hun ville acceptere at gifte sig med Ludvig, men ifald hun overlevede ham, ville hun selv vælge sin næste ægtemand.
Enkedronning Mary flyttede til Palais de Cluny, hvor hun i seks uger blev holdt isoleret fra alle mænd, undtagen den nye kong Frans og hans skriftefader for at se, om hun var gravid med den døde konges barn, og hvis det var tilfældet, sikre at det var hans barn. Dette gav Mary tid til at planlægge. Hun vidste, at Charles Brandon ville være blandt dem, som skulle eskortere hende tilbage til England. Hun havde hørt rygter om, at hendes bror Henrik havde planer om at gifte hende væk til den spanske grande. I det lille kapel ved Palais de Cluny overtalte Mary Brandon til at se bort fra det løfte, han havde givet Henrik om ikke at fri til hende, og parret blev gift 3. marts 1515 med blandt andet kong Frans som vidne. Da Henrik fandt ud af det, blev han rasende, men Mary Rose var hans yndlingssøster og Charles en gammel ven, så parret slap med en stor bøde, og Charles undgik videre straf.
Mary og Charles opkaldte deres første barn Henry (1515-1534) efter hendes bror. Det andet barn, pigen Frances (1517-1559), blev navngivet efter kong Frans, som havde hjulpet parret til at blive forenet. Deres tredje barn var datteren Eleanor (1519-1547).
Mary Rose blev altid omtalt som "den franske dronning" og aldrig som "hertuginden af Suffolk", måske for at minde hende om, at hun giftede sig under sin stand. Mary levede hovedsageligt stille og tilfreds resten af sit liv. Mary var gode venner med sin svigerinde Katharina af Aragonien og støttede hende, da Henrik 8. ville have det ægteskab opløst for at gifte sig med Katharinas hofdame Anne Boleyn, som Mary syntes meget dårligt om. Anne og hendes søster Mary Boleyn havde været med i følget, da Mary Rose giftede sig med Ludvig.
Marys helbred begyndte at svigte i 1533, og hun døde 24. juni samme år. Hun blev begravet i Skt. Marys Kirke i Bury St. Edmunds i Suffolk.
Læs mere...