Hvem giftede sig med Hannibal Sehested (rigsskatmester)?

Hannibal Sehested (født 1609 Arensborg på Øsel, død 1666 Paris). Statholder (i den norske del af Danmark-Norge) og rigsskatmester. Gift 6. november 1642 med Christian 4.'s og Kirsten Munks datter Christiane.

Han var søn af lensmand Claus Maltesen Sehested og Anne Nielsdatter Lykke. Kom 1629 på Sorø Akademi, og rejste i England, Holland, Frankrig, Tyskland, Italien og Spanien. Derefter var han hofmand og diplomat og blev 1640 rigsråd. Allerede 1636 var han blevet forlovet med den tiårige datter af Christian 4. og Kirsten Munk; han ægtede hende kort efter at være blevet udnævnt til Statholder i Norge 1642.

Sehested var en rigt begavet "renæssancenatur", dristig og magtlysten som politiker, som samtidig gik efter penge, gods og livets glæder. I Norge fik han sin største virksomhed, hvor han i fredstid viste store organisatoriske bestræbelser for at fremme Norges næringsveje og forbedre dets styrelse; han forfulgte dog samtidig et rent politisk mål: at skaffe Norge og dermed sig selv den størst mulige selvstændighed overfor Danmark. Han fik store indrømmelser af sin svigerfar, kongen, men stødte på mistænksom modstand fra sin svoger Corfitz Ulfeldt og det danske Rigsråd.

I 1647 led han nederlag, da de norske lensmænd skulle indbetale deres afgifter direkte til rentekammeret i København. Efter Frederik 3.s tronbestigelse 1648 blev Sehested sat under anklage for økonomiske misligheder. Hans fjender fik overtaget, og i 1651 måtte han forlade sine stillinger. Han kom under Karl Gustav-krigen til at indtage en dobbeltstilling som en slags mellemmand mellem Frederik 3. og Karl X Gustav. Efter fredsslutningen 1660 lykkedes det ham at komme i tjeneste hos den ny danske enevælde; han blev rigsskatmester (finansminister) og kom også til som diplomat på ny at udfolde politisk virksomhed i større stil. Sit livs sidste tid tilbragte han på en sendefærd til Holland, England og Frankrig. Han efterlod sig et "politisk testamente" med fremsynede reformtanker.

Christiane Sehested (15. juli 1626 på Haderslevhus – 1670) var datter af kong Christian 4. af Danmark-Norge og hans hustru til venstre hånd Kirsten Munk. Christiane bar ligesom sin moder og søstre titlen grevinde af Slesvig-Holsten.

Allerede som tiårig i 1636 blev hun trolovet med Hannibal Sehested. Brylluppet fejredes først 6. november 1642 i København under stor pragtudfoldelse. Hendes ægtefælle var i foråret 1642 udnævnt til statholder i Norge, og parret tog derfor ophold på Akershus. Frederik 3. fældede 1651 sin svoger på grund af underslæb, og parret var nu berøvet deres magt og rigdom. Christiane måtte 6. oktober 1651 efter at være kommet fra Norge til København for sit eget vedkommende underskrive en erklæring, der stadfæstede hendes mands afståelse af hans norske godser til kronen. I de følgende år opholdt hun sig for det meste i Hamborg, men besøgte dog ofte sin moder på Boller ved Horsens. Hendes stilling var alt andet end glædelig. Efter eget udsagn havde hun aldrig været afholdt af sine søstre. Ulykken forsonede dem ikke, og bitterhed og had synes at have præget hendes stemning. Men heller ikke forholdet til hendes mand var godt. Medens han var på rejser, havde han efterladt hende i yderst dårlige økonomiske omstændigheder i Hamborg. Hun hævnede sig ved at sælge hans gård og møbler og tænkte på at forlade ham, hvad hun dog opgav efter henstilling fra moderen. I 1658 vendte hun tilbage til Danmark i anledning af sin moders død, og ligesom sin mand tog hun fra august samme år ophold i svenskekongen Carl Gustavs lejr uden for København. Hendes tanker var her stærkt optagne af ønsket om at få udslettet den krænkelse, der var tilføjet hende ved, at det var forbudt hende og hendes søstre at føre titel af Grevinde af Slesvig og Holsten. Da hendes mand i sommeren 1660 blev taget til nåde af Frederik 3. og hurtig steg til fornyet magt, opnåede hun ganske vist ikke anerkendelse af sin grevindetitel, men i maj 1662 fik hun dog et nyt våben, hvorefter hun skrev sig grevinde. Ved skiftet efter sin moder havde hun fået gårdene Tybrind, Vejlegård og Lundegaard. Hun opholdt sig på den sidstnævnte gård på Fyn, da hendes ægtefælle 13. september 1666 døde i Paris. Uden at tage sig synderligt af hans sager førte hun en temmelig ubemærket tilværelse. Hun døde i foråret 1670. Der findes et håndskrevet bind med folkeviser, som skal være samlet af hende.