Hvem giftede sig med Frederik 2.?

(Se også artikler, som begynder med Frederik 2.)

Frederik 2. (født 1. juli 1534, død 4. april 1588) var konge af Danmark og Norge fra 1559 til 1588. Han var søn af Christian 3. og tilhørte den oldenborgske slægt.

Han havde arvet et stærkt kongerige og det lykkedes ham at hævde sig som det ubestridte statsoverhoved, men i sine første regeringsår fejlvurderede han omkostningerne ved at gå i krig, og efter den syvårige krig 1563-70 førte han en mere forsigtig politik, der var på linje med kongerigets ressourcer, og det reducerede presset på befolkningen.

Frederik var krigerisk, optændt af ære og national stolthed. Han interesserede sig meget for jagt, ridning, arkitektur og var god ven og støtte af den berømte astronom Tycho Brahe.

Sophie af Mecklenburg (4. september 1557 – 4. oktober 1631) var dronning af Danmark og Norge fra 1572 til 1588, som ægtefælle til Frederik 2. Hun var mor til blandt andre Christian 4. Fra 1590 til 1594 var hun formynder af Slesvig og Holsten i forbindelse med Christian 4.s mindreårighed.

Sophie var enebarn af Hertug Ulrik 3. af Mecklenburg-Güstrow og Elisabeth af Danmark, og blev i 1572 gift med sin danske kongefætter, Frederik 2., i et ægteskab som beskrives som bemærkelsesværdigt lykkeligt. Hun havde kun begrænset politisk indflydelse under deres ægteskab, selv om hun opretholdt sit eget hof og udøvede en vis grad af selvstændighed i forhold til protektioner. Sophie udviklede en interesse for astrologi, kemi, alkymi og iatrokemi, og støttede og besøgte Tycho Brahe på Ven i 1586 og senere. Hun er efterfølgende blevet beskrevet som en kvinde "med stor intellektuel kapacitet, især kendt som mæcen for videnskabsmænd". Hun blev enke i en alder af 31 år, og i de første par år efter Frederiks død forsøgte Sophie ihærdigt at konsolidere sin magtposition. Men i mangel af indenrigspolitiske allierede og konfronteret med en magtbevidst dansk adel lykkedes det hende kun delvist; selvom hun blev anerkendt som regent i Slesvig og Holsten, kom hendes bestræbelser på at lede formynderregeringen for sin mindreårige søn i direkte konflikt med det danske rigsråd og viste sig i sidste ende at være mislykket. I 1594 trak hun sig tilbage til sit enkesæde, der bestod af øerne Lolland og Falster. På trods af dette tilbageslag blev Sophies indflydelse ikke mindre i løbet af hendes enketid; tværtimod var hun ikke villig til at blive tilsidesat fra politiske anliggender, og hun styrkede i høj grad sin position gennem en enorm og stadigt voksende økonomisk indflydelse.

Gennem en dygtig forvaltning af sit enorme enkegods samlede hun en betydelig formue og blev den rigeste kvinde i Nordeuropa og den næstrigeste enkeltperson i Europa efter Maximilian 1. af Bayern. Fra starten udviste Sophie usædvanlig foretagsomhed og beslutsomhed og gennemførte omfattende landbrugsreformer for at øge udbyttet og indtægterne på sit gods. Sophie udbetalte ofte penge fra sin "uudtømmelige pengekiste" og understøttede økonomisk sin søn samt rigsrådet og dermed i praksis hele den dansk-norske stat. Hun opretholdt en stor udlånsvirksomhed, tjente renter og ydede lån til blandt andre sin søn Christian 4., sin svigersøn kong Jakob 6. og 1., sit barnebarn hertug Frederik Ulrik af Braunschweig-Lüneburg og flere andre fyrstendømmer i det tysk-romerske rige. Da hun døde i 1631, bemærkede James Howell, sekretær for den engelske ambassadør i Danmark, at hun var "den rigeste dronning i kristendommen".

Dronning Sophie udøvede betydelig politisk indflydelse både nationalt og internationalt i sin enketid. Hun styrkede Danmarks protestantiske alliancer ved at arrangere indflydelsesrige ægteskaber for sine døtre og bidrog ofte selv med betydelige summer til medgift og smykker. Hun førte også en omfattende korrespondance med herskere og adelige i hele Nordeuropa, og gennem sine strategiske økonomiske underhandlinger "finansierede hun diplomati og krig", som den amerikanske historiker Merry E. Wiesner-Hanks beskriver det. Sophie spillede en vigtig rolle i udformningen af Danmarks udenrigspolitik, især under Trediveårskrigen, hvor hun påvirkede fredsforhandlingerne og bidrog til Lübeck-traktaten i 1629.

Nogle historikere, især tidligere, har enten ignoreret Sophie eller afvist hende som magtliderlig og grisk. Men forfattere fra det 19. og 20. århundrede, herunder Ellen Jørgensen og Johanne Skovgaard, betragtede hende som en kvinde med "enestående dygtighed" og "ukuelig virkelyst". Nyere revurderinger anerkender hendes bemærkelsesværdige entreprenørskab som enkefrue og især hendes evne til at forankre sig som en gennemgribende magtfaktor i det politiske landskab i det senreformatoriske Danmark og Europa.