Hvem giftede sig med Erik Lam?

Erik Lam (Erik 3.), også kaldet Erik den Spage, (ca. 1110 – 27. august 1146 i Odense) var konge af Danmark fra 1137, til han abdicerede kort før sin død i 1146.

Erik var søn af Erik Ejegods datter, Ragnhild, og høvdingen Haakon Jyde/Haakon Nordmand, søn af Sunniva Håkonsdatter, en datter af jarlen Håkon Ivarsøn og Magnus den Godes datter Ragnhild. Erik var dermed nevø til sin forgænger Erik Emune.

Erik Lam var medlem af Erik Emunes hird, og var til stede, da denne blev dræbt på Ribe ting i 1137. Flere af de oplagte kongsemner var stadig mindreårige. Det drejede sig om Erik Emunes søn, Svend, kong Niels' barnebarn, Knud (søn af Magnus), og Erik Ejegods barnebarn, Valdemar (søn af Knud Lavard).

Som myndigt kongsemne blev Erik Lam derfor valgt til konge. Erik Lam stod også ved Erik Emunes side under slaget ved Fodevig, og nogle mener, at det var ham personligt, der slog Magnus ihjel. Saxo fortæller, at Sorte Plov og hans støtter, der havde myrdet Erik Emune på Urnehoved ting, forsøgte at få Valdemar udleveret og at gennemtvinge en slags arvefølge, men at hans mor Ingeborg sagde nej. Erik blev valgt, fordi der faktisk ikke var andre kongsemner, der var gamle nok, eller også befandt de sig i udlandet.

Det lykkedes Erik at skabe et godt samarbejde med kirken, som han skænkede rige gaver og privilegier. F.eks. fik munkene ved Sankt Peders Kloster i Næstved eneret på torvehandel, ligesom munkene ved Sankt Knuds kloster i Odense fik store pengegaver. Erik søgte at styre landet ved embedsmænd placeret rundt om i riget. Men allerede i 1139 begyndte problemerne at melde sig. Harald Kesjas eneste overlevende søn, Oluf, meldte sig på scenen. Det lykkedes Oluf at blive valgt til konge over Skånelandene, og han fordrev ærkebiskop Assers efterfølger, Eskil. Han hærgede på Sjælland, og Erik tog kampen op, men først i 1143 lykkedes det Erik Lam at få bugt med Oluf, der blev dræbt i slaget ved Tjute Å ^(no) i Skåne.

I 1146 fik Erik Lam en alvorlig febersygdom, og abdicerede. Han var indtil Margrethe d. 2.s abdikation den eneste regent i Danmark, der frivilligt har givet afkald på tronen. Han endte sit liv i Sankt Knuds kloster i Odense. Han var gift med markgrevdatteren Luitgard (†30. januar 1152), datter af markgreven til Nordmark, Rudolf 1. af Stade og søster til ærkebiskop Hartwig af Hamborg-Bremen. De fik ingen børn, men han efterlod sig en frillesøn, Magnus, der senere blev en af Valdemar den Stores modstandere. Om hans tilnavn, "Lam", fortæller historieskriveren Sven Aggesen i 1180'erne, at det skyldtes en "honningmild blidhed i hans væsen".

I 2015 blev det foreslået, at Erik Lam muligvis kan være død af Brugadas syndrom.

Luitgard af Salzwedel (evt.Lutgard eller Ljutgard), (død 29. januar 1152) var dansk dronning 1144-1146 gennem sit ægteskab med Erik Lam.

Luitgard var datter af markgreve Rudolf af Salzwedel (var en tid også greve af Stade og Ditmarsken) og Richardis.

Luitgard ægtede først den sachsiske pfalzgreve Frederik af Sommerscheburg (død 1162) og fik med ham sønnen Albert og datteren Adelheid; men da hun var sin mands søskendebarn, fik kirken ægteskabet opløst, hvorefter hendes broder domprovst Hartvig af Bremen fik hende gift med kong Erik Lam ca. år 1144.

Luitgard blev anklaget for utroskab og forvist til Tyskland. Dette ægteskab var kortvarigt og barnløst, og Luitgard mindedes i Danmark som en letfærdig dronning, der tilmed forledte sin ægtefælle til utidig rundhåndethed.

Efter Eriks død i 1146 giftede hun sig på ny, denne gang med den voldsomme grev Herman, der på grund af drab havde mistet sin hovedborg, det stærke Winzenburg, men på denne tid atter øgede sin magt og til sidst, støttet af kong Konrad 3. af Franken, nødte biskop Bernhard 1. af Hildesheim til på ny at forlene ham med Winzenburg (1150). Her blev, Herman imidlertid myrdet af bispens mænd, og sammen med ham Luitgard, der den gang var frugtsommelig. Herman og Luitgard havde 3 døtre, af hvilke den mellemste skal være bleven gift med Buris Henriksen, som var hertug af Slesvig 1162-1167.