Hvem giftede sig med Gertrude de Saxe (1115-1143)?

Gertrude de Supplinbourg, née le 18 avril 1115 et morte le 18 avril 1143, était l'unique enfant survivante de l'empereur Lothaire III et de Richenza de Nordheim. Par son premier mariage avec le duc Henri le Superbe, elle fut duchesse de Bavière de 1127, margravine de Toscane de 1136, et duchesse de Saxe de 1137 jusqu'à la mort de son mari en 1139. Plus tard, par son second mariage avec le margrave Henri II Jasomirgott, elle fut margravine d'Autriche de 1142 et à nouveau duchesse de Bavière de 1143 jusqu'à sa mort. Elle exerçait également comme régente du duché de Saxe durant la minorité de son fils, Henri le Lion, de 1139 à 1142.

Henrik 10. af Bayern, kaldet Henrik den Stolte (født mellem 1100-1108, død 20. oktober 1139 (muligvis forgiftet) i Quedlinburg), begravet i Königslutter, var hertug af Bayern 1126-1139, og som Henrik 2. hertug af Sachsen 1137-1139. Han var søn af hertug Henrik den Sorte af Bayern (f. 1074/1075, d. 1126) og Wulfhild af Sachsen (f. 1071/1075, d. 1126).

Henrik den stolte giftede sig den 29. maj 1127 med Gertrud af Supplinburg (1115-1143). Parret fik sønnen Henrik Løve (1129/1130-1195), hertug af Sachsen og Bayern

Han arvede det første land, da faderen Henrik den Sorte 1126 nedlagde regeringen, og ægtede året efter kejser Lothar’s datter Gertrud. Til tak for den bistand, han ydede sin svigerfader, fik han de omstridte Mathilde’ske arvegodser i Italien og efter kejserens død store besiddelser i Sachsen samt adkomst til dette hertugdømme. Han bejlede til kejserværdigheden, men fyrsterne, der var skinsyge på hans store magt, foretrak modkandidaten Konrad 3. af Hohenstaufen, og da han nægtede at udlevere rigsinsignierne, som kejser Lothar på sit dødsleje havde overgivet ham, lystes han i Rigets Acht, og hans hertugdømmer fratoges ham. Under kampen for i det mindste at bevare Sachsen døde han.

Heinrich II Jasomirgott (født 1107, død 13. januar 1177 i Wien) var pfalzgreve ved Rhinen 1140-1141, markgreve af Ostarrîchi 1141-1156, hertug af Bayern 1143-1156, hertug af Østrig 1156-1177 af slægten Babenberg.

Som søn af markgreve Leopold III blev han pfalzgreve, til han efter sin barnløse bror Leopold IV's overraskende død overtog titlen som hertug af Bayern og markgreve af Østrig. Han havde residens i Regensburg.

I 1147 deltog han i det andet korstog som hertug af Bayern, som endte d. 26. oktober 1147 med en katastrofe ved floden Tembris i Anatolien. Kun få ryttere kunne redde sig ved en hurtig flugt, derunder Heinrich II og også den unge rytter Friedrich von Schwaben, som senere blev tysk konge og kejser Frederik Barbarossa. Heinrich giftede sig med Theodora Kommena, den byzantiske prinsesse og niece til den byzantinske kejser Manuel I.

I forbindelse med den welfisk-staufiske konflikt havde Welferen Henrik den Stolte mistet sit hertugskab af Bayern af kong Konrad III i 1138, og det gik til Babenbergerne. Den nye kejser Frederik I forsøgte at mægle med Welferne og forlenede i 1156 Bayern til Henrik den Stoltes søn Henrik Løve. Nu måtte man finde en erstatning for Babenbergerne: Den var det såkaldte Privilegium minus, gennem hvilket Østrig blev uafhængig fra Bayern og et selvstændigt hertugdømme.

Modsat sin far, der regerede mest i Klosterneuburg, ophøjede han i 1145 Wien til sin residensby. Først nu overgik Wien byer som Krems, Melk og Klosterneuburg og blev fra da af landets hovedstad. I 1147 blev også Stephansdom færdigbygget som øjensynligt bevis på byens status og betydning. D. 8. juni 1147 blev den lille, romanske kirke uden for bymurene, indviet. I 1155 stiftede han også direkte over for sin residens Schottenkirken. Kirken fik navn efter de irske munke, der byggede den og som man troede var skotter. På ydremuren af Scottenkirken står en statue af ham.

Fra d. 1. maj 1142 til 1143 blev han gift med Gertrud, den eneste datter af kejser Lothars III og senere med Theodora Komnena, en niece af den østromerske kejser Manuel I. Begge ægteskabertaler fik betydning for slægten.

Hans bror, Otto af Freising, var biskop af Freising og en betydende historieskriver.

Tilnavnet Jasomirgott kom i det 13. århundrede i formen Jochsamergott. Man tror, at det kommer af en forkludring af et arabisk ord og bringer det i forbindelse med hans deltagen i det andet korstog i 1147. En populær legende fortæller, at det stammer fra en afledning af ordene "Ja so mir Gott helfe" ("Ja, Gud hjælpe mig").

I slutningen af november 1176 kom han ud for et uheld ved Melk, da en rådden træbro brød sammen under hans hest, og han pådrog sig et åbent lårbensbrud, som han døde af d. 13. januar i Wien. Han blev efter sit sidste ønske bisat i Schottenkirken.