Hvem giftede sig med Ulvhild?

Ulvhild Håkonsdatter (ca. 1095-1148) var dronning af Svitjod (Sverige) i 1100-tallet, som var stærkt involveret i nordisk stormagtspolitik, blandt andet blev det påstået, at hun var giftmorder og en viljestærk intrigemager.

Ulvhild var af norsk slægt. Hendes far var jarl Håkon Finnsson fra Buskerud, søn af Finn Håreksson, som var søn af Hårek Øyvindsson på Tjøtta i Hålogaland, søn af den store skjald Eyvind Skaldaspillir Finnsson.

Ulvhild var gift med:

• 1116: Inge den yngre (Halsteinsson) (1075-1125), svensk konge
• 1130: Niels af Danmark (Sveinsson) (1064-1134), dansk konge
• 1134: Sverker den ældre (1100-1156), svensk konge

I år 1116 blev Ulvhild gift med den svenske kong Inge den yngre. År 1118 blev det sagt, at det var hende, som opildnede ham til at myrde sin medregent og storebror kong Filip. År 1125 blev Inge forgiftet med «en ond drik» i Vreta.

I år 1130 giftede hun sig med kong Niels af Danmark, far til Magnus den stærke som regerede over en del af Sverige. Samme vinter myrdede Magnus sin fætter Knud Lavard, hvilket kastede Danmark ud i en oprivende borgerkrig. Nogle har forsøgt at fremstille Ulvhild som hjernen bag mordet. Da kong Niels blev dræbt i borgerkrigen, forlod hun Danmark og opsøgte Sverker, høvding eller konge i Östergötland, og fik ham overbevist om, at han også ville blive konge over Västergötland, hvis hun blev gift med ham. Ulvhild fik muligvis ret for ca. 1134 blev Sverker hyldet som hele Sveriges konge. Han kaldes for Sverker den ældre for at adskille ham fra sønnesønnen Sverker Karlsson den yngre.

Hendes børn:

• Johan Sverkersson (blev slået ihjel på grund af et kvinderov i 1150).
• Karl Sverkersson af Sverige (født 1130, konge 1161-1167).
• Sune Sverkersson, også kendt som Sune Sik, (1132 – ) er muligvis en fiktiv person.
• Helena eller Ingegärd, en datter som 1156 blev gift med Magnus den stærkes søn Knut Magnusson.

Moderne historikere er skeptiske over anklagerne om, at Ulvhild var den onde kvinde, som den umiddelbare eftertid beskrev hende. Men at hun må have været viljestærk og handlekraftig synes sandsynligt.

Gennem sin byrd og sine ægteskaber fik Ulvhild et betydningsfuldt kontaktnet og sandsynligvis også stor personlig økonomiske magt. Hun var ven med ærkebiskop Eskil i Lund, som igen stod i nær kontakt med Bernhard af Clairvaux. Sit kontaktnet tog hun med sig i ægteskabet med Sverker, og det var hende, som tog initiativet til at invitere cistercienserne til Østergøtland. Sammen med Sverker grundlagde hun Alvastra kloster ved at hun i 1143 overlod kongsgården Alvastra til munkene. Senere også Nydala kloster. I 1148 døde hun sandsynligvis på Alvastra, hvor hun blev begravet.

Sverker Karlsson den Ældre (død 25. december 1156) var konge af Östergötland og Svealand. Han kaldes for den Ældre’ for at adskille ham fra sønnesønnen Sverker Karlsson den yngre. Han blev konge af Sverige omkring 1130 og erobrede Västergötland fra dets danske tronprætendent Magnus den Stærke (søn af kong Niels). Han regerede i 26 år, men til trods for det er det kun lidt, vi ved om ham. Han bidrog til, at klostrene Alvastra, Nydala og Varnhem blev grundlagt.

Niels eller Nils (1064-25. juni 1134) var konge af Danmark fra 1104-1134.

Kong Niels efterfulgte sin bror Erik Ejegod, der døde på Cypern under en pilgrimsrejse. I sit fravær udnævnte Erik frillesønnen Harald Kesja som sin stedfortræder, men da stormændene trådte sammen, valgte de i stedet den femte af Svend Estridsens sønner, den ca. 40-årige Niels.

I 1104 giftede Niels sig med Margrete, datter af kong Inge af Sverige. Hun var tidligere gift med Magnus Barfod af Norge. Tilnavnet Margrete Fredkulla fik hun, da hun var blevet gift med Magnus som en del af det forlig, der kom ud af trekongemødet ved Kongahella i 1101.

De første 25 år af Niels' regeringstid var fredelige, og kongemagten og kirken ved ærkebiskop Asser fandt deres plads i forhold til hinanden. Niels indførte tiendebetaling til kirken. Som den første danske konge kaldte Niels sig "konge af Guds nåde". Niels indskrænkede også antallet af hirdmænd, der fungerede som hans livvagter. I stedet blev hirdmændene placeret rundt om i riget som en slags embedsmænd, der kunne opkræve bøder, lægge beslag på vrag samt inddrage arv, der tilfaldt kronen, hvis der ingen naturlig arving fandtes.

Erik Ejegods søn, Knud, blev opfostret hos den mægtige sjællandske Hvideslægt. Senere var han hos hertugen af Sachsen, Lothar, der 1125 blev konge af Tyskland. I 1115 udnævntes Knud til jarl over det sydlige område og fik den udenlandske titel hertug med hædersnavnet Lavard, herren (engelsk Lord). Knud Lavard var åbenbart populær hos slesvigerne, der i ca. 1120 valgte Knud til deres skytsherre.

Niels' søn, Magnus den Stærke, begyndte i Knud at se en farlig konkurrent til kongemagten. I begyndelsen af januar 1131 blev Knud inviteret til et venskabeligt møde med Magnus i Haraldsted Skov uden for Ringsted. Den 7. januar, dagen efter Hellig tre konger, myrdede Magnus Knud Lavard. Dette mord blev indledningen til flere års borgerkrig mellem Niels og Magnus på den ene side og Erik Emune, Knud Lavards halvbroder, på den anden side. I 1134 ophævede pave Innocens 2. den danske kirkes selvstændighed og lagde den igen ind under Hamborg-Bremen. Dette fik ærkebiskop Asser til at slutte sig til Erik Emune, og det samme gjorde den mægtige Hvideslægt.

Den 4. juni 1134 kom det til et slag ved Fodevig i nærheden af Lund i Skåne mellem de to parter. Slaget endte med et totalt nederlag til Niels og Magnus. Magnus faldt og med ham fem bisper, der havde taget parti for kongen. Niels flygtede til Slesvig, hvor borgerne hævnede deres kære Knud Lavard ved at myrde Niels den 25. juni 1134. Han blev dermed den sidste af Svend Estridsens sønner på den danske trone.

Inge the Younger was King of Sweden in c. 1110–c. 1125 and probably the youngest son of king Halsten. According to unreliable traditions, Inge would have ruled together with his brother Philip Halstensson after the death of their uncle, Inge the Elder. In English literature both have also been called Ingold.

Hallstein's sons were Philip and Ingi, and they succeeded to the Kingdom of Sweden after King Ingi the elder. (The 13th century Hervarar saga)

Other sources say that after the death of Philip (1118), Inge the Younger was the sole king of Sweden, but the year of his own death is unknown. According to the regnal list in the Westrogothic law, Inge was poisoned with an evil drink in Östergötland:

Niunði war Ingi konongær, broðher Philipusær konongs, oc heter æptir Ingæ kononge, Halstens konongs brødhær. Hanum war firigiort mæð ondom dryk i Østrægøtlanði, oc fek aff þy banæ. Æn Sweriki for e wæl, mædhæn þer frænlingær rædhu.

The tenth (Christian king) was king Inge, the brother of king Philip, and he was named after king Inge (the Elder). He was killed by evil drink in Östergötland and it was his bane. But Sweden fared forever well, while these kinsmen ruled.

It is not known whether Inge was still alive when the Norwegian king Sigurd I of Norway invaded Småland in the Kalmar Crusade in 1123, but when Inge died, it was the end of the House of Stenkil.

Inge is reported to have been married to Ulvhild Håkansdotter who was the daughter of the Norwegian Haakon Finnsson and who would later marry the Danish king Nils Svensson and even later the Swedish king Sverker the Elder. A story that has her assassinating King Inge with a poisoned beverage cannot be substantiated. According to another tradition, he was also the husband of Ragnhild of Tälje.